Mange forgreninger og muligheder
Vision & Praxis tilbud kan (meget groft) opdeles under to overskrifter om samarbejde og forfatterierne (herunder også assistance til arbejde med tekster). Træet har en del forskellige forgreninger. Grundlæggende udspringer det hele dog af vigtigheden af god kommunikation.
Et enkelt vildskud på træet er, når jeg investerer mig selv og de kompetencer, som jeg normalt bruger i virksomheden, på frivillige projekter i civilsamfundet i forsøget på at bidrage til et bedre liv.
Med lidt mere frugtkød på ser de frugter, du kan plukke i Vision & Praxis’ have, sådan ud:
Ideen
Vision & Praxis er ikke bare navnet på min virksomhed. Navnet gemmer også på en simpel men ret kraftfuld erkendelse af, hvordan forandringer sker i verden. Det er denne ide, som er den røde tråd i Vision & Praxis aktiviteter.
Praksis – vores handlinger fra “gulvet” til direktionsgangen, fra borgerne til politikerne, alt det vi går rundt og gør – skaber vores vaner og institutioner, påvirker vores tanker og giver os tryghed. Somme tider får det os også til at holde fast i ting, der var bedre tjent med at blive kasseret. Det er dog ikke altid, vi gør os klart, hvorfor vi gør, som vi gør.
Den daglige praksis har en enorm kraft, så vi bliver ved alligevel.
I vores praksis ligger både alle faldgruberne for fremskridt og alle kimene til udvikling og innovation. Vi skal bare gide og turde kigge efter dem.
Vision – hvis bundlinjen er det eneste, der tæller, kan det være det samme, om man producerer bildæk eller undervisningsmateriale om fossile brændstoffer i miljøet. Med en vision bliver det ene produkt vigtigere end det anden. Visioner er vigtige – også selvom vi ikke altid når dem. Visioner giver os retning og sammenhæng i det, vi stræber efter.
Ingen udvikling uden visioner og praksis
Ethvert mål uden handling er tom snak. Enhver handling uden mål er meningsløs. Så simpelt kan vigtigheden af praksis og visioner sammenfattes. Udvikling er det, som sker midt imellem visioner og praksis, hvis man giver plads til at se begge dele klart.
Udvikling er altså ikke kun noget, der skabes i en udviklingsafdeling, men en sprælsk størrelse, som bygger på erfaringer fra alle niveauer – erfaringer der endda ofte venter på at bliver sat ord på. Derfor er det en fordel at spørge alle, der har erfaring fra deres daglige praksis, og at give alle muligheden for at tage et medansvar.
Hvis du synes, det lyder som demokrati, har du helt ret. På trods af globale finanskriser og forkærlighed for pæne bundlinjer er demokrati stadig en pokkers god ide, som vi ikke har råd til at glemme.